Translokation i Korsør

NYHED
23-06-2022

Lyden af ”Du danske sommer, jeg elsker dig…” indledte sommerens translokation på VUC Klar i Korsør. Der var en hyggelig stemning og flere flotte taler til de studerende, der var blevet færdige, enten med en hel HF, eller med andre af de prøver, der tilbydes på skolen bl.a. 9./10. klasse for voksne.

 

Udfordringer på vejen

Efter afdelingsleder Käte Hede Jensen havde budt velkommen, var Rektor Hanne Michelsen den første til at ønske stort tillykke med eksamen til dagens hovedpersoner. I sin tale var hun inde på de udfordringer der har været for de studerende, både med corona nedlukning og i forbindelse med krigen i Ukraine, der på den ene eller anden måde, har påvirket mange af skolen studerende. ”I årene der kommer, vil skolen også se flere og flere ukrainske flygtninge i klasserne, da VUC er med til at sikre, at flygtninge og indvandrere, som kommer her til landet, får de rette kompetencer til at komme videre i uddannelse og job”, fortæller Hanne Michelsen.

 

Bliv klar til beskæftigelse
Det er ikke bare ukrainske flygtninge, skolen vil hjælpe videre i job. Hanne Michelsen giver i sin tale det gode råd videre, at finde et job man er glad for og som er spændende, for man bruger så meget af ens liv på jobbet, at det vil være ærgerligt, hvis man ikke beskæftiger sig med noget interessant. Hun tilføjer ”det er også, når vi beskæftiger os med noget som er sjovt og interessant, at vi bliver rigtig gode til det.”

 

Tro, Tillid, Tid og Talent
Den næste, der gerne ville give de studerende et par ord med på vejen, var Marianne Juul, underviser og vejleder på skolen. Hun henviste til ungdomsforskere, der taler om at de unge ligger under for de 4 P’er: Præstation, Pres, Performance og Perfektion. Disse mener hun ikke hænger sammen med at vi, som individer, er skabt til fællesskab og til at række ud efter hinanden. Hun opfordrede til at vi i stedet sparker de 4 P’er ud og erstatter dem med de 4 T’er. Tro på fremtiden, Tillid til hinanden, Tid til at gøre det, vi drømmer om, og kontakt til de Talenter, vi alle sammen har som en stor indre ressource.

 

I forlængelse af dette kommer Marianne med en reminder i form af et citat fra H.C. Andersen ”At kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet”. Dette skriver hun lidt om til: ”Man kunne også sige, at det væsentligste ikke kan ses/opleves på skærmen.” En fin reminder i et samfund, hvor mange bruger meget tid på netop dette.


Det kunne være rart med en tandem
Den sidste taler, inden eksamensbeviserne blev overrakt og der skulle tages billeder, var Gitte Pind, underviser på skolen. Hun dragede paralleller til det at gennemføre sin uddannelse og Tour de France. ”Der er op og nedture, der er perioder med strid modvind, men I hjælper hinanden igennem som et hold. Nogle gange kunne det være rart med en tandem, så man ikke selv skulle trække læsset, men nu er vi i fællesskab kommet i mål.” Sagde hun, inden hun rundede af med et digt af Prins Henrik fra 2010 ”Frihjul”.

 

HF enkeltfag - springbræt til videre uddannelse
I Korsør er det muligt at tage en fuld HF som enkeltfag.
Hf enkeltfag er for dem, der:
• mangler et eller flere fag for at komme videre på drømmeuddannelsen
• vil læse en hel hf, men gøre det i sit eget tempo.

 

Line Luther Sørensen og rektor Hanne Michelsen. Foto: Jonas D. Madsen. 

 

Vi er altid klar til at hjælpe dig!

Book en tid hos en af vores studievejledere og få svar på dine spørgsmål og bliv tilmeldt.