Stor ståhej med et formål
I foråret 2020 fik corona desværre sat en stopper for VUC Klars første skolekomedie. Det har dog ikke slukket gløden hos hverken de arrangerende kræfter eller deltagere. Tværtimod har der været enorm interesse for at deltage i årets forestilling ”Stor ståhej for ingenting.” Det klassiske Shakespeare-stykke har fået en moderne overhaling og byder sig nu til i en frisk udgave, som tiltaler både medvirkende og forhåbentlig det kommende publikum.
Ingen kan naturligvis vide, præcis hvordan en endelig forestilling kommer til at foregå, da verden endnu er markant anderledes, end den var. Kan vi samle en masse mennesker i en teatersal? Kan vi optage en virtuel forestilling og streame den? Kan stykkes opføres i mindre bidder, så der ikke samles for mange mennesker af gangen? Disse spørgsmål prikker naturligvis hele tiden teamet omkring skolekomedien på skulderen i det løbende arbejde med instruktion, musik, sceneopsætning og så videre.
Uanset hvad har holdet omkring skolekomedien givet (coronavenligt) håndslag på, at årets forestilling SKAL gennemføres på den ene eller anden måde. Det store arbejde må ikke gå til spilde. Det skal ikke være stor ståhej for ingenting at give en masse af sig selv til en skolekomedie, så der skal nok blive en forestilling. Spørgsmålet er bare hvordan! Hvis nogen har idéer til alternativ opførelse af en skolekomedie, lytter vi hjertens gerne. Og i mellemtiden øver vi passioneret videre med højt humør. Vi glæder os til at vise resultatet til foråret.