Slut med at køre rundt efter de korteste test køer

NYHED
12-04-2021

Slipper for at køre rundt for at finde en kort kø
Et af kravene i forbindelse med genåbningen af skolen er at alle, både medarbejdere og studerende, kan vise et negativt testsvar, der højst er 72 timer gammelt. Det har givet et stort pres på de eksisterende testcentre og mange har kørt rundt i området, for at finde den korteste kø. Selvom flere testcentre er dukket op i takt med det stigende behov for testning, har det ikke været nok. Det er flere gange sket, at personalet på teststederne har måttet afvise de bagerste i køen kort før lukketid, fordi de ikke kan nå igennem hele køen.


Det er slut nu, og det er dejligt at kunne tilbyde vores studerende og medarbejdere, at de kan blive testet her hos os selv, siger rektor for HF & VUC Klar, Hanne Michelsen.


I trygge rammer
Det har været et puslespil at få sat rammerne for test og ansat supervisorer, men der er styr på det. Alle medarbejdere og studerende har fået en vejledning og en lille video der viser, hvordan de skal foretage testen, og så er der lagt nøje planer for, hvem der kan blive testet hvornår, så vi undgår køer, forklarer Hanne Michelsen. Ud over nøje vejledninger er supervisorerne klar til at holde øje med, at testene bliver foretaget rigtigt, og at resultaterne meldes ind til Sundhedsstyrelsen, som de skal. ”I starten var jeg lidt usikker på, hvordan jeg skulle gøre, fortæller Sohaib, der er IT-support på skolen og blandt de første der fik lov at prøve selvtesten. ”Men testpersonalet er rigtig gode til at vejlede og sikre, at vi gør det rigtigt” fortsætter han.


Generalprøve
Det var medarbejderne, der var de første til at prøve det nye testsetup. Allerede i sidste uge kunne dem der havde lyst, deltage i en ”generalprøve”. ”Man får stadig tårer i øjnene, selvom man tester sig selv, men det er nemt og så slipper vi for at køre omveje for at blive testet”, fortæller en medarbejder.


De sprit nye supervisorer er allerede inde i rutinen
For at kunne oprette eget testcenter måtte skolen ansætte 9 nye test supervisorer. De blev uddannet til at varetage opgaven, og allerede på første dagen havde de godt styr på det. Lokalet er indrettet så det er tydeligt, hvilken vej man skal gå. Når man kommer hen til det bord hvor man sætter sig for at selvteste, bliver man roligt vejledt igennem proceduren. ”Det går stærkt med at blive testet, men det er ikke stressende”, fortæller en af de nye testsupervisorer, og hendes kollega ved siden af tilføjer ”de studerende er rigtig gode til at lytte og huske, hvad de får at vide.” En af dagens første studerende, der blev selvtestet, opsummerer det ganske kort – ”Det er nemt!”.


HF & VUC Klar tilbyder selvtest to gange om ugen for egne studerende og medarbejdere.

Vi er altid klar til at hjælpe dig!

Book en tid hos en af vores studievejledere og få svar på dine spørgsmål og bliv tilmeldt.