Klar underviser nu igen afgangseleverne i 2. HF
Torsdag den 16. april, meget passende på majestætens fødselsdag, åbnede HF & VUC Klar dørene for 2 afgangsklasser i Ringsted og 2 i Slagelse.
Forud for opstarten var gået en påskeferie med heftig aktivitet, så skolen kunne nå at udarbejde instrukser og orientere de studerende og ansatte, der skulle møde ind igen.
Derudover er det en omfattende øvelse at planlægge undervisningen, så vi dels overholder Sundhedsstyrelsens retningslinjer, og dels opfylder Undervisningsministeriets krav til undervisning. Under nedlukningen har skolen opfundet en ny side på hjemmesiden; https://www.vucklar.dk/om-os/corona-info-til-alle/ - for VUC har mange uddannelser, og dermed er der mange forskellige spørgsmål og dermed også svar.
Stor gensynsglæde hos elever og lærere
Men uden kram… ”Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle glæde mig til at komme i skole igen”, blev hørt flere gange. Men også: ”Hvor er det dejligt, der er styr på det”. ”Det er så meget bedre at komme i skole og få ”rigtig” undervisning” – så skal man ikke sidde og vente på, at få svar på sine spørgsmål”.
Lærerne tryller – underviser fysisk og virtuelt - samtidig
Og for de ansatte var glæden lige så stor – der er nu ikke noget som at være der – rigtigt. Desværre er det kun afgangseleverne i 2. HF, altså på det vi kalder den 2-årigge HF, der har fået lov til at komme tilbage på skolen. Alle afgangseleverne på HF enkeltfag skal fortsætte med den virtuelle undervisning. Det betyder, at en lang række af lærerne underviser på 2 måder samtidig. I nogle af valgfagene sidder halvdelen af holdet i klasselokalet – den anden halvdel af holdet følger med hjemmefra, via deres computer.
Grundig info og mange spørgsmål
Afdelingslederne i henholdsvis Slagelse og Ringsted var rundt i alle klasser torsdag og fredag og orientere om de mange instrukser. ”Velkommen tilbage, og husk at vaske hænder” - det var den replik, der mødte alle på afdelingerne i Slagelse og Ringsted i torsdags. Aldrig har hverken skole eller folks hænder været så rene. Da orienteringen om håndvask og de mange andre instrukser var overstået, var der i stedet tid og plads til alle de spørgsmål, eleverne havde. For selv om lærerne har tryllet og undervist digitalt siden 13. marts, både via Teams og mail og telefon, så er der ikke noget som at kunne være der selv og få svar på de spørgsmål, der fylder.
Mange eksamener aflyst
Dét, der fyldte mest hos eleverne, var spørgsmål om eksamen. Normalt skal en HF-elev op i alle fag, og nogle af dem både skriftligt og mundtligt. Sådan bliver det ikke i år, hvor de kun skal op i 4 fag. I stedet skal lærerne give årskarakterer, og det er nyt for både elever og undervisere. Det vækker glæde hos nogen, men hos andre, som er gode til at gå til eksamen og vant til det, som man jo er på HF, er der ingen begejstring at spore.