HF & VUC Klar hejser det Grønne Flag

NYHED
25-05-2023

Det grønne flag vajer nu over HF & VUC Klar.

 

Det gør det, fordi Friluftrådets nu har tildelt flaget for skolens arbejde med Grøn Skole programmet i skoleåret 2022/23.  Friluftsrådet skriver bl.a. i deres begrundelse for tildelingen:

 

I har arbejdet flot med temaerne affald og FN’s verdensmål, hvor I bl.a. har skabt en grøn vision med ønsket om at skabe en skole, hvor bæredygtighed er en naturlig og integreret del af undervisningen, skolens daglige liv og skolens profil udadtil. Derudover ønsker I at alle studerende og ansatte har eller får kendskab til FN’s verdensmål og dermed opbygger en bevidsthed om bæredygtighed.

 

Med udgangspunkt i den grønne vision har de grønne initiativer også været at finde på skolen og i undervisningen. I har blandt andet fastlagt en række principper for det grønne arbejde. Her skal skolens bygninger fx være velisolerede, så varmetab kan minimeres og energiforbruget skal tilpasses det faktiske behov på skolen.

 

Derudover har I gennemført en række gode aktiviteter. Her har I blandt andet afviklet julebazar, hvor I kunne medbringe og bytte genbrug og I har etableret en bogbytte-central. I undervisningen har I deltaget i et tværfagligt projekt om plastik og i den forbindelse besøgt AffaldPlus. I naturfag har I dyrket østershattesvampe i kaffegrums og I har gennemført en temauge om FN’s verdensmål. Slutteligt er der kommet flere vegetariske og sunde alternativer i kantinen og I har fået etableret et Vild med vilje-område.

 

Flaghejsningen blev i dag fejret på skolens afdelinger i Slagelse og Ringsted.

 

          

Det Grønne Flag i Ringsted                                           Det Grønne Flag i Slagelse

Vi er altid klar til at hjælpe dig!

Book en tid hos en af vores studievejledere og få svar på dine spørgsmål og bliv tilmeldt.