Første HF-student fra Klar i Korsør
Endnu en dygtig studerende fra HF & VUC Klar - med et snit på over 11.
Sygeplejerske eller læge?
Maria S. J. B. Rasmussen blev i dag færdig som årets første HF-student i Korsør. Maria er en beskeden pige, så vi må lokke ud af andre omkring hende, hvor dygtig hun i virkeligheden er. Maria fortæller, at hun har tænkt sig at læse til sygeplejerske på Absalon i Slagelse. Men efter den sidste eksamen er hendes snit så højt, at medicinstudiet er inden for rækkevidde.
Maria sluttede af med 12 i psykologi. Hun trak emnet ”personlighed og identitet” med fokus på kriser og psykiske lidelser under Corona. Det havde Maria styr på. Om Maria fortæller underviserne, at hun ikke bare er dygtig, flittig og målrettet, hun er også meget vellidt blandt sine medstuderende.
Tilbage til den lille hyggelige skole i Korsør
Efter det første år på HF & VUC Klar i Korsør, flyttede Maria til København, hvor hun fulgte fag på et andet VUC. Herefter vendte hun tilbage til Korsør, hvor hun nu afslutter sin HF. ”Det er vi mange, der er rigtig glade for”, fortæller en af Marias lærere. Om skolen i Korsør siger Maria, at det er en god skole, med et hyggeligt og trygt studiemiljø. ”Det er en skole, hvor lærerne virkelig brænder for deres fag og for deres elever.”
.
Et godt råd til kommende studerende
På vej videre ud i livet har Maria et godt råd til de kommende studerende. ”Husk at stille spørgsmål og suge viden til jer. Jo mere man forstår, jo sjovere er det at studere.” Om HF bemærker Maria, at HF’en er den fleksible vej til en gymnasiel uddannelse.