En del af innovationsuge i Ringsted kommune
HF & VUC Klar’s case i år:
Der er mange uddannelsestilbud til unge i Ringsted – og ikke mindst i de store byer tæt på Ringsted, primært Roskilde og Slagelse.
For at sikre et konstant, og gerne et stigende, antal studerende på skolen, ønsker vi at tilbyde en ny HF-linje, der er så eftertragtet, at ansøgerne vil stå i kø for at blive optaget.
- Hvordan kan vi skabe den HF-linje?
- Med andre ord – hvad indeholder jeres drømmeuddannelse?
For HF & VUC Klar er det afgørende, at vores uddannelser følger med tiden og matcher de unges behov – samtidig med, naturligvis, at vi overholder bekendtgørelser og krav til fagligt indhold i HF-uddannelsen.
Vores håb er, at med de unges input, fx til måden at tilrettelægge undervisningen på, kan være med til at mindske de unges frafald.
Det er 8. klasser fra Campusskolen og Byskovskolen, der i år er med til at løse udfordringen. Begge klasser har været på besøg for at filme skolen, tale med nuværende elever og i det hele taget danne sig et indtryk af HF & VUC Klar.
Vi ser frem til, at de deltagende skoleklasser, på video, sender deres bud på et løsningsforslag.