Simon

Eksamen er som en teaterforestilling
Simon Petri, er 34 år og har tidligere arbejdet på et lagerhotel. Nu læser han HF på VUC i Slagelse. Simon har altid været meget kreativ og har skrevet musik og tekster og er meget musikalsk. Da han begyndte på VUC, havde han egentlig valgt idræt som valgfag, men det var ikke lige ham. I stedet valgte han drama, som VUC tilbyder på flere niveauer.

 

Dramaundervisningen gennem et helt skoleår har været med til at gøre eksamen en del nemmere. ”Eksamen er som en forestilling man forbereder sig til”, fortæller Simon og fortsætter: ”Drama er med til at supplere de andre fag man har på VUC, for man lærer at stå foran store forsamlinger”. Simon har lært at være mere opmærksom på kropssprog, når han snakker med andre. Han har også lært at ”observere” sin egen og andres status i en forsamling.

 

Dramaundervisning = eksamenstræning
På hobbyplan læser Simon bøger højt og har gjort det i flere år, men med dramaundervisningen er det blevet lettere at ”leve sig ind i rollen” og lære, hvordan man kan bidrage til en rolle med sin egen personlighed. ”Jeg vil helt klart anbefale drama til andre, fordi man kan bruge det til eksamen”. Simon har også optrådt med et stykke han selv har skrevet tekst og musik til. Han vil gerne gøre publikum opmærksom på Bertolt Brecht-citatet ”Publikum skal ikke hænge hjernen sammen med hatten i garderoben”.

Når HF’en er i hus, vil Simon gerne læse tysk og matematik og på længere sigt blive gymnasielærer, måske på VUC, hvem ved?