Videohilsen til de studerende

Videohilsen fra Rektor Hanne Normann Michelsen og studierådsformand Jonas Hansen

”Hjemmearbejdspladsen”, den 26. marts 2020

Kære studerende på HF & VUC Klar

Den 11. marts 2020 meddelte statsminister Mette Frederiksen, at alle uddannelsesinstitutioner i Danmark lukkede ned i 14 dage på grund af Corona-krisen. Den 23. marts meddelte statsministeren, at nedlukningen fortsætter i hvert fald indtil den 13. april 2020.

Vi har i dag lagt en video-hilsen på skolens hjemmeside, hvor formanden for studierådet i Slagelse, Jonas Hansen, og jeg forsøger at besvare nogle af de spørgsmål, som vi har modtaget i den seneste uges tid.

Konsekvenserne af forlængelsen af nedlukningen er blandt andet:

  • At den virtuelle undervisning fortsætter
  • At der afvikles terminsprøver virtuelt
  • At skolekomedien udsættes

Undervisningsministeriet har i de seneste dage vedtaget en række nødlove på undervisningsområdet. Formålet med nødlovgivningen er at give os mulighed for at finde alternative løsninger for afvikling af undervisningen.

Ministeriet er meget tydelig på punktet omkring erstatningsundervisning. Der lægges ikke op til afvikling af erstatningsundervisning, og den virtuelle undervisning som afvikles lige nu, erstatter den normale undervisning.

Jeg har talt en del med Jonas om den vanskelige situation, som vi står i, og Jonas har også valgt at deltage i den video-hilsen, som ligger på vores hjemmeside.

Jonas kommer i videoen med flere gode forslag til, hvordan situationen kan blive lettere og mere konstruktiv for jer. Jonas foreslår blandt andet, at I virtuelt gør brug af studiegrupper, så I ikke sidder alene med opgaverne, og Jonas foreslår også, at man selv lægger et skema for sin dag.

Både Jonas og jeg vil gerne opfordre jer til at bede om hjælp, hvis I har behov for dette. I kan tage fat i jeres undervisere, i klassekammerater, og vejlederne sidder også klar ved telefonerne.

Vi håber naturligvis alle på, at vi er tilbage på skolen den 14. april, og at forholdene normaliseres. Vi må dog acceptere, at der er en risiko for, at tingene trækker ud.

Vi arbejder på højtryk for at sikre virtuel undervisning af høj kvalitet, og I må heller ikke være i tvivl om, at vi som det første har jeres interesser i tankerne, når vi forsøger at planlægge alternative prøveformer.

Så snart vi ved noget om den forestående eksamen, får I besked.

Vi gør vores bedste for at finde gode løsninger, og jeg vil opfordre jer til at skrive til mig, hnm@vucklar.dk, eller Jonas, Jonas.Wilsted93@live.dk, hvis I har forslag til gode løsninger eller spørgsmål generelt.

Indtil videre vil jeg opfordre jer til at gøre jeres bedste for at følge de undervisningstilbud, som tilbydes lige nu. Jeg ved, at det er krævende, og jeg ved også, at underviserne har forskellige tilgange til opgaven. Tal med jeres undervisere, hvis I har ønsker eller forslag til den måde, som vi afvikler den virtuelle undervisning på. Det er nyt for os alle sammen.

De bedste hilsner

Jonas Hansen, formand for studierådet i Slagelse, og Hanne Michelsen, rektor