Geeti Amiri: fortæl om dansk kultur

”Tag ansvaret på jer – fortæl om dansk kultur, hvordan gør vi her – for hvis ikke I gør det, så er der ingen, der gør det”!
Geeti Amiri, klummeskribent, markant debattør, med afghanske rødder og ved at uddanne sig til lærer, og ansat på en skole på den københavnske vestegn, serverede klare holdninger for personalet på HF & VUC Klar.

Veluddannet far som rollemodel
Geeti Amiris far var en vigtig rollemodel, hans døtre skulle selvfølgelig have en uddannelse, og hun knoklede i folkeskolen og var mønsterelev. Men faderen dør, da Geeti er 12. Herefter tager storebror over som ”familiens overhoved” – en uheldig cocktail af vold og inkompetence. Han er på stoffer, ryger ind og ud af fængsel, og Geeti Amiris analyse er, at broderen må have været i en konstant identitetskrise, fordi han først kom til Danmark som 12-årig. Geeti selv var bare et par år, da hun landede i Danmark.

Social kontrol – alle steder
Endelig, bliver hun tvangsfjernet som 17-årig og bliver anbragt på et opholdssted. ”Men jeg flyttede igen efter 6 måneder, det var som at flytte fra én slags social kontrol til en anden”, fortæller Geeti Amiri. Så følger år med rod. Hun dropper ud af 3.g, får et job i det københavnske ”natteliv” – og har mistet modet – ”ingenting nyttede lige pludselig noget”. Kaos-år følger, selv om hun tager HF med et højt snit, kommer ind på statskundskab i Odense og får en kæreste. En tredje slags social kontrol følger med forholdet – for den kommende svigerfamilie er yderst velorienteret om Geetis tidligere liv og ønsker hende ikke som svigerdatter, så forholdet går i stykker.

Pointen er, at som dansker med afghanske rødder – er man altid underlagt social kontrol – det er i hvert fald sådan det opleves af Geeti Amiri. Hun ender med at forsøge selvmord, og vågner med en følelse af den totale fiasko - ”ikke engang dét, kunne jeg finde ud af”.

Familien i centrum
Storebror er i mellemtiden flyttet til Sverige og har giftet sig med en skandinavisk kæreste. Geeti Amiri er efter 6 år uden kontakt til sin familie flyttet hjem igen. ”Jeg skændtes med min mor i 1 år, men så accepterede vi hinandens liv og hun blev igen min trygge havn”.

Individet tilhører kollektivet
”Nydanske kvinder, morgendagens elite”, Geeti Amiri refererer til en forside i Politiken, men det passer ikke, synes hun. ”For vi kvinder med minoritetsbaggrund, er altid individer, der tilhører et kollektiv”. Uddannelse er en vigtig brobygger til det danske samfund, men den sociale og kulturelle integration er mindst lige så vigtig. Selv kvinder med lange uddannelser, med anden etnisk baggrund end dansk, de gifter sig og får børn – og søger ikke job. ”Der er sket noget, siden jeg fik min debut i den offentlige debat i 2015, fx at flere unge henvender sig og får hjælp. Men de bliver ikke naturligt lige så danske som os – de skal udfordres på deres normer. En kandidateksamen gør det ikke alene – der skal en helt ny forståelse til”, tordner Amiri.

Skolen – og lærerne - spiller en hovedrolle
”Men vi er slet ikke i mål. Derfor, kære lærere, det er ikke nok at undervise i faget, man skal også undervise i de sociale koder”. ”Jeg vover den påstand, at der kan blive tale om dobbelt omsorgssvigt: dels forældrene og dels skolen, som ikke har reageret. Jeg læste Amalie Skram på Frederiksberg Gymnasium = det var som at få holdt et spejl op foran mig”. I kan ikke som etniske danskere forestille jer, hvor enormt hæmmende det er at vide, at folk hele tiden holder øje, og man konstant skal overveje ”hvad vil folk tænke”. Unge med minoritetsbaggrunde er ikke selvstændige individer, men en del af et kollektiv. Hvad skal skolerne så gøre? Ja, inddrage og infomere forældrene. Drage dem til ansvar. Foældrene kender jo ikke det danske uddannelsessystem, de ved ikke, at man med en erhvervsuddannelse tjener lige så meget som en lærer – eller mere. ”Hold uddannelsesaftener for forældre”, gør noget. Der er brug for klare rammer og dialog. Det er ikke indlysende, at forældre skal opdrage deres børn – det er Geeti Amiris påstand, at rigtig mange forældre ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert. ”De ved ikke, at det ikke er OK, at Hassan på 10 år drøner rundt ude på gaderne kl. 22.00 – for ingen lærere eller myndighedspersoner har fortalt dem det. I tror, at de ved det, men der tager I fejl. Og så er det, vi år de 2 yderpoler: 12-tals-pigen, fx illustreret ved Geeti Amiri og den kriminelle 3.generationsindvandrer, fx Geetis bror i hans ungdom. Skolerne er ikke brobyggere bare ved at undervise og give eleverne en uddannelse. Så hver gang, I oplever en ung med minoritetsbaggrund, der ikke kender til ”vores” danske normer og kultur, så gør dig umage med at fortælle, hvordan man gør.

ALI-uddannelser – de tæller
ALI, advokat, læge, ingeniør – det er for unge med miniritetsbaggrunde det eneste ”rigtige” valg af uddannelse, set med forældrenes øjne naturligvis. Disse unge træffer sjældent valg på baggrund af egne ønsker. Familien forventer lange videregående uddannelser, og helst ALI – det er slet ikke til diskussion.

På en kommentar fra én af lærerne – ”det er jo ikke os alle sammen, det er synd for”, svarer Geeti Amiri, ”nej, men I kan klare jer selv og forstår koderne –det gør de udsatte kvinder ikke, og her taler jeg også om kvinderne med de lange videregående uddannelser, der efter afsluttet uddannelse flytter hjem til svigerfamiliens nye sociale kontrol”.