Ældre og udlændinge hjælper hinanden

Ældre og udlændinge hjælper hinanden – den socialøkonomiske virksomhed, Elderlearn, matcher ældre borgere med studerende, der ikke har dansk som modersmål, på HF & VUC Klar

Projektkonsulent Cecilie Lind Andersen fra Elderlearn; https://www.elderlearn.dk/ har været på besøg på HF & VUC Klar for at gøre reklame for en ny unik mulighed. Virksomheden matcher ældre, der gerne vil gøre en forskel for andre, med udlændinge, der har brug for at blive bedre til at tale hverdagsdansk. Målet er at ”forebygge ensomhed blandt ældre i Danmark og hjælpe udlændinge til at blive integreret i det danske samfund”; https://www.elderlearn.dk/vores-mission

Det Rigtige Match
Elderlearn har indgået et samarbejde med Sorø kommune og Susanne Lysholm, der er frivilligkoordinator for projektet Det Rigtige Match. ”Vi oplever et meget stort engagement fra de ældre i Sorø kommune – det er så dejligt at mærke lysten fra dem, der venter på at blive matchet med en ung sprogstuderende” indleder Cecilie Lind Andersen begejstret. Derfor har Elderlearn været på besøg på HF & VUC Klar for at gøre reklame for projektet. Der er allerede studerende fra VUC Klar, der er tilknyttet projektet, men der er plads til mange flere – særligt i Sorø kommune.

Virksomhed tager socialt ansvar
Elderelearn tager et socialt ansvar, og er nu til stede i 11 kommuner i hele landet. Udlændinge har brug for at tale hverdagsdansk og for at lære dansk kultur at kende. De ældre er en uundværlig ressource til denne opgave, da de taler dansk i et roligt tempo og har tiden til at snakke med den unge i ro og mag. Samtidig er det en win-win for begge parter. Den unge får indblik i et levet liv fyldt med gode historier og erfaringer, og den ældre får mulighed for at tilbyde frivilligt arbejde hjemmefra, der kan medvirke til aktivitet i hverdagen. Begge disse grupper har masser af ressourcer – det er bare et spørgsmål om det rigtige match. Cecilie fortæller: ”Nogle bliver så gode venner, at de går til koncerter og på museer sammen. Andre inviterer til påskefrokost, og nogle nyder blot at sludre om ugen der er gået, over en kop kaffe. Der er mange muligheder”.

Mindre ensomhed – mindre frafald fra uddannelserne
Der er et utal af fordele udover at tilbyde frivillighed til alle ældre og fordre integration af udlændinge. ”Vi har mange tilbagemeldinger om, at den kulturelle forståelse øges markant, når disse to grupper begynder at mødes. Frafaldet på uddannelserne bliver fx mindre når de unge deltager i Elderlearn. Jeg gør rigtig meget ud af det personlige match”, runder Cecilie af,  ”når man har et fælles engagement er det meget let at finde fællesnævnere – og der er oftest meget mere, der samler end der skiller”.